top of page
SBB_Logo.jpg

OM OS

Sidst i 1970-erne var der på Skive Seminarium ualmindeligt mange blæsere blandt de studerende. De ville gerne spille i bigband og sammen med en af deres musiklærere, Otto Lindum, fik de ved hjælp af interesserede musikere og lærere fra byen og egnen i oktober 1979 startet Skive Seminariums Bigband med stort set fuld besætning.

 

Nu bliver nyuddannede lærere jo ikke nødvendigvis på Skive egnen, og da antallet af blæsere blandt de studerende efterhånden blev mindre og mindre stoppede aktiviteten.

Efter en kortere pause genopstod bandet i 1996 - stadig med Otto Lindum som leder - i Skive Musikskoles regi som Skive Musikskoles Bigband, idet det nu overvejende kom til at bestå af lærere tilknyttet musikskolen og elever fra musikskoleoverbygningen, der som det nuværende MGK bl.a. havde til formål at forberede til konservatorieoptagelsesprøve.

 

På et tidspunkt i slutningen af 1990-erne blev navnet så ændret til Skive Bigband, men der er stadig en nær tilknytning til Skive Musikskole.

Fra starten på sæson 1998/99 i september måned og frem til afslutningen af sæson 2008/2009 har Ole Kock Hansen været gæsteinstruktør/-dirigent gennemsnitligt 10 gange hver sæson, og han har haft en helt afgørende betydning for orkestrets udvikling. Arrangementet med så kontinuerligt et forløb har kunnet lade sig gøre, fordi musikskolen også har kunnet tilbyde ansættelse af Ole til bl.a. undervisning af MGK elever og kurser for musikskolens lærere, og fordi musikskolelærere fra nabomusikskoler har udnyttet hans tilstedeværelse i området til at få undervisning af ham. Da musikskolen ikke længere har økonomisk mulighed for at fortsætte samarbejdet, må bigbandet fremover nøjes med hans kompetente instruktion og direktion i forbindelse med projekter, som det skete ved en koncert 14. november 2009, hvor violinisten Bjarke Falgren var solist.

Ved forskellige arrangementer og egne koncerter har Skive Bigband i årenes løb akkompagneret kendte solister som Torolf Mølgaard, Ole Kock Hansen, Jesper Thilo, NHØP, Etta Cameron, Finn Ziegler, Steen Nikolaj Hansen, Bobo Moreno, Bjarke Falgren, Kurt Ravn, Anker Buch, Finn Odderskov, Trine Gadeberg og Bjørn Tidmand. Men bandet har også haft samarbejde med både kor og solister med lokal tilknytning.

Skive Bigband består af professionelle musikere og amatører, og et kendetegn for har været, at der i alle årene har været en eller flere unge musikstuderende med i orkestret - seminarieelever, elever fra musikskoleoverbygningen og MGK-elever.

Her under. 1980 - Skive Seminariums Big Band

Start_1980.jpg
Start_program.jpg
bottom of page